Vedtægter

§ 1 Navn
Foreningens navn er Salto City, med hjemsted i Københavns Kommune med aktiviteter i flere bydele primært på Vesterbro.

§ 2 Formål
Foreningens formål er:

  • Med udgangspunkt i foreningstraditionen og et forpligtende fællesskab mellem medlemmerne, at tilbyde gymnastik, idræt og andre kulturelle aktiviteter for at fremme og udvikle medlemmerne fysisk og åndeligt - at arbejde for “det hele menneske”.
  • Gennem aktiviteter at øge de sociale relationer imellem såvel børn som voksne på tværs af alder, etnisk baggrund og social status.
  • Ved medlemmernes indflydelse og medbestemmelse at styrke den enkeltes erfaringsgrundlag ved demokratiske beslutningsprocesser.

§ 3 Arbejdsgrundlag
Alle aktiviteter i foreningen udføres af frivillige og er ulønnet, både for bestyrelsesmedlemmer og ledere.

Stk. 2
Lederne skal være dygtige instruktører og have menneskelige ressourcer.
Lederne skal holdningsmæssigt stå ved foreningens formål og formidle disse gennem foreningens aktiviteter.

Stk. 3
Alle kan, og opfordres til at tage initiativ til opstart til nye aktiviteter. Rammerne for disse udformes i samarbejde med bestyrelsen.

Stk. 4
Bestyrelsen skal arbejde på at dygtiggøre foreningens ledere indenfor deres nuværende og fremtidige virke i foreningen. Rammerne for tilskud hertil fastsættes af bestyrelsen ud fra foreningens økonomiske situation

§ 4 Tilhørsforhold
Foreningen er tilsluttet Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI Storkøben-havn). Derudover kan foreningen være tilsluttet andre organisationer.

§ 5 Medlemmer
Som medlem optages enhver, der har lyst til at melde sig ind i foreningen, og indgå i et forpligtende fællesskab. Det er medlemmernes forpligtelse efter evne at bidrage til hele foreningens virke.

Stk. 2
Indmeldelse i foreningen sker via det fastsatte kontingent.

Stk. 3
Instruktører og bestyrelses- og udvalgsmedlemmer er automatisk medlem af foreningen.

Stk. 4
Medlemmer kan efter ansøgning blive tildelt en friplads af økonomiske årsager.

Stk. 5
Venner af foreningen kan blive optaget som støttemedlemmer af foreningen. Dette sker ved indbetaling af et støttebeløb som fastsættes på generalforsamlingen. Støttemedlemmerne er fuldgyldige medlemmer af foreningen.

§ 6 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i oktober eller november måned.

Stk. 2
Medlemmer over 15 år, og én forælder til aktive medlemmer under 15 år, har stemmeret og er valgbare på generalforsamlingen.

Stk. 3
Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved opslag og annoncering på foreningens hjemmeside senest 14 dage før foreningens generalforsamling.

Stk. 4
Generalforsamlingens dagsorden:

    1. Valg af mødeleder
    2. Valg af referent
    3. Bestyrelsens orientering om årets gang
    4. Diskussion af det kommende års arbejde
    5. Godkendelse af foreningens regnskab, fremlæggelse af næste års budget, samt udpegning af foreningsvalgt revisor eller revisorer
    6. Behandling af forslag fra medlemmer og bestyrelse
    7. Sammensætning af bestyrelsen for næste år
    8. EVT.

    Stk. 5
    Forslag til behandling på foreningens generalforsamling kan fremsættes direkte på generalforsamlingen eller fremsendes skriftlig til bestyrelsen. Vedtægtsændring kræver 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede.

    Stk. 6
    Ændringer i foreningens vedtægter kan kun finde sted på en generalforsamling og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer derfor.

    Stk. 7
    Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt stiller krav herom.

    § 7 Bestyrelsen
    Bestyrelsen består af mindst 4 personer. Hele bestyrelsen sammensættes på ny hvert år på generalforsamlingen. Bestyrelsen bestemmer selv sin arbejdsfordeling.

    Stk. 2
    Alle bestyrelsesmøder er åbne for medlemmer, og alle kan deltage aktivt i bestyrelsesmøderne.

    Stk. 3
    Bestyrelsen tegnes af 2 personer i forening.

    § 8 Kontingent
    Medlemskontingenternes størrelse fastsættes af bestyrelsen under hensyntagen til foreningens samlede økonomi. Betalingsform fastsættes ligeledes af bestyrelsen.

    § 9 Salto City Prisen
    Salto City uddeler hvert år ved sæsonens afslutning "Salto City Prisen" til en eller flere personer med tilknytning til foreningen, og som har vist en rigtig Salto City ånd.
    Alle kan indstille kandidater til prisen, modtageren vælges blandt disse af bestyrelsen. Prisens størrelse står mål med foreningens økonomi.

    § 10 Opløsning
    Til beslutning om foreningens opløsning kræves, at forslag herom har været sat på dagsordenen ved 2 på hinanden følgende, med mindst 1 måneds mellemrum, afholdte generalforsamlinger. Ved begge disse generalforsamlinger skal forslaget enslydende vedtages af mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

    Stk. 2
    I tilfælde af foreningens opløsning skal en eventuel formue anvendes til et tilsvarende arbejde på Vesterbro efter vedtagelsen på sidste afholdte generalforsamling.

    Se mere om aktiviteter og kommende arrangementer i Salto City i kalenderen.

    Kalender